Sommerfugleparken er indrettet i et stort opvarmet drivhus på en tidligere gartnerigrund i udkanten af Nexø. Gartnerigrunden indeholder tillige en flot prydhave samt en mere "naturlig" have, hvor de danske sommerfugle kan ses. I haven indgår børnenes særligt indrettede legeplads. |
Billeder fra Sommerfugle parken:

Sommerfugleparken giver de besøgende en enestående chance for at komme på nært hold af de tropiske sommerfugle, der bogstavelig talt flakser rundt for næsen af gæsterne. Der er mulighed for at opleve sommerfuglenes parringsleg, og på planterne ses tydeligt de æg, som lige er blevet sat og de udviklede larver. Ser man godt efter, kan pupperne ses under planternes blade meget godt camuflerede. I et tilstødende glasbur er det muligt at følge puppens udvikling til den til slut folder sig ud som en prægtig sommerfugl. Sommerfuglenes liv er kun kort, og måske støder publikum på en død sommerfugl på vejen gennem parken. For nogle sommerfugle varer livet kun 8 dage, som væsentligst benyttes til at sikre den næste generation.
Foruden de mange forskellige sommerfugle kan man i tropehuset følge vagtler, der renser jorden for myrer og snegle, se japanske Koi karper i tropelandets søer og åer, og opleve de forskellige kolibrier, papegøjer og parakitter, som flyver eller gemmer sig i trætoppene.